Vedligeholdelse

Få svar på vores mest typiske spørgsmål omkring vedledigeholdelse.

Uno er fremstillet af solide og langtidsholdbare materialer, primært skandinavisk, massivt fyrretræ. Uno skabene får derfor over tid en naturlig, smuk patina gennem den daglige brug af møblerne. Samtidig gør materialevalget det også muligt at få Uno til at fremstå ny igen, fx ved slibning og ny lakering, sæbebehandling eller oliering.

Regelmæssig pleje og vedligeholdelse af dit møbel er i overensstemmelse med Vastunovos designfilosofi og er din fortsættelse af vores fokus på ansvarligt design. Din pleje af dit møbel sikrer, at det ældes med skønhed og sikrer en ansvarlig brug af klodens ressourcer. Tak for det.

Træ er et levende og meget langtidsholdbart materiale med den rette pleje. Med løbende vedligeholdelse forlænger du møblernes levetid. Vi anbefaler:

  • Placer så vidt muligt møblerne væk fra direkte sollys og med god afstand til direkte varmekilder som radiatorer, brændeovne mv.
  • Undgå så vidt muligt at anvende møblerne i rum med store udsving i temperatur eller luftfugtighed og undgå brug af møblerne i fugtige eller uopvarmede rum.
  • Kontroller jævnligt at beslag og skruer stadig er stramme og kontroller efter behov, at lågerne har den ønskede indstilling.

Træ er et levende materiale og vil derfor udvide eller trække sig sammen, alt efter fugtigheden i den omgivende luft. Bevægelserne i træet stopper aldrig helt, men vil dog aftage noget med tiden. At træ er levende, kan fx ses ved skufferne, der glider bedst ved en relativt lavere luftfugtighed, eller i mellemrummet mellem låger og korpus, som også varierer med luftfugtigheden.
Træ er et naturmateriale og møbler af træ vil altid være unikke. Åretegninger og knaster er en del af træets natur og derfor vil der altid være små variationer mellem de enkelte møbler.

Korpus og låger leveres lakeret med anvendelse af lak, som giver korpus og låger en slidstærk overflade. Lakerede overflader anbefales aftørret med en hårdt opvredet, blød bomuldsklud. Det anbefales her at bruge vand eller vand tilsat almindelige rengøringsmidler.
Opstår der mærker efter tryk eller slag kan der repareres med træspartel, som efterfølgende slibes og lakeres.

Skuffer, hylder og bøjlestænger leveres uden overfladebehandling. Ubehandlet massivt træ og finér opnår en smuk patina ved brug over tid, og træet opnår langsomt en mørkere farve på grund af naturligt lys.

Det ubehandlede træ kan naturligvis støvsuges og anbefales aftørret med en hårdt opvredet, blød bomuldsklud. Det anbefales her at bruge vand eller vand tilsat almindelige rengøringsmidler. Minimalt snavs kan eventuelt også fjernes med et almindeligt viskelæder.
Ved mere vanskeligt snavs kan der anvendes trærens og træet kan også slibes med fint sandpapir, hvis der er tale om genstridigt overfladesnavs. Fedtholdigt snavs kan være trængt ned i træet og her virker slibning ikke altid.

Vær opmærksom på, at slibning kan give farveforskelle (slebet, lyst hhv. patineret træ) og kan gøre overfladen mere sart og modtagelig for snavs.

Ved mærker fra tryk og slag kan du påføre lidt varmt vand på mærket, så træet udvider sig. Vær opmærksom på ikke at påføre mere vand end nødvendigt og slib eventuelt med fint sandpapir efter at træet har rejst sig og er blevet tørt igen.

Træskufferne løber på skinner af træ og kan derfor med tiden gå strammere end du ønsker. Her kan du smøre træskinnerne med stearin for at få skufferne til igen at glide som de skal. Vi anbefaler, at du tager skufferne ud af korpus og smører oversiden af skinnerne. Virker det ikke tilstrækkeligt kan du også smøre skinnernes sider med stearin. Skufferne udtages af korpus ved for hver skuffe at løsne de to stopskuer inderst i skuffen, hvorved skuffen kan trækkes helt ud. Husk at spænde skruerne igen efter smøring og montering af skufferne, så skuffestoppet virker igen.

Hylder leveres også i tekstilplade, som har et beskyttende melamin lag på begge sider. Hylderne anbefales aftørret med en hårdt opvredet, blød bomuldsklud. Det anbefales her at bruge vand eller vand tilsat almindelige rengøringsmidler.

Skabe med skydelåger leveres med løbe-/styreskinner i kunststof, som ligeledes anbefales støvsuget efter behov og aftørret med en hårdt opvredet, blød bomuldsklud. Det anbefales også her at bruge vand eller vand tilsat almindelige rengøringsmidler. Det samme anbefales for bøsninger, beslag og øvrige mindre dele af metal.

Greb leveres i forskellige materialer og med forskellige overfladebehandling. Se relevant vejledning alt efter materiale og overfladebehandling.

Uno er designet og fremstillet til meget lang levetid. Skabene kan adskilles 100 pct. til de forskellige materialetyper og valget af materialer gør det nemt at vedligeholde, forny og reparere dit skab, hvis det er nødvendigt.

Hvis dit møbel er blevet beskadiget i et omfang, hvor du ikke selv kan reparere det, kan vi henvise til en møbelsnedker. Kontakt os for afklaring og mere information.

Har du fået andre behov eller passer dit skab ikke til dit nye hjem og dine nye rum? Lad en anden få glæde af dine møbler.

Er dit møbel blevet slidt og har mistet sit flotte udseende? Eller passer farven ikke længere til dine rum eller præferencer?

Uno skabene kan heldigvis slibes og lakeres, så de igen fremstår som nye skabe. Og inventar kan ligeledes slibes og gives en overfladebehandling med sæbe, olie eller lak. Kontakt os eventuelt for afklaring og mere information.

Hvis dit møbel har nået enden af sin levetid, kan det adskilles og materialerne kan genbruges til nye formål. Her sætter næsten kun fantasien grænserne for, hvad materialerne kan genanvendes til.

Er du i tvivl, så tag endelig kontakt til os vedr. vedligeholdelse og pleje. Skriv til: vastunovo@vastunovo.com